Jacob A. Riis (1849-1914)

Som 21-årig rejste Jacob til Amerika i 1870. Han efterlod i første omgang sit livs kærlighed, men gennem hårdt arbejde og en uendelig stædighed brød han barrierer og skabte sig et liv, ingen havde drømt om. Hans liv og virke fik enorm betydning for USA’s allerfattigste. Udstillingen fortæller om Jacob A. Riis fra flere vinkler.

Filmen

Hele fortællingen om Jacob A. Riis er samlet i en film der varer ca. 20 minutter. Den vises i underetagen klokken hel og klokken halv med første visning kl. 10.30.

How the other half lives

Underetagen sætter fokus på den udadvendte social-reformator der gennem sine fotos satte spot på de allermest udsatte i New Yorks slum.

Det er fortællingen om journalisten, fotografen, forfatteren og foredragsholderen, som gennem sit utrættelige virke fik borgerskabets øjne op for immigranternes forfærdelige vilkår på samfundets bund.

Kender man ikke til Jacob A. Riis i forvejen, giver et lille multimedieshow, som afvikles på de mørke vægge i udstillingens første rum, en hurtig indføring i kernen af fortællingen.

Jacob A. Riis sendte såkaldte ”stereoskopier” af sine billeder hjem til Ribe. Oplev dem i nøjagtige kopier af stereoskoper som giver en helt særlig dybdeeffekt

Gå på opdagelse i over 100 af Jacob A. Riis’ fotos i udstillingens fotoarkiv.

Inden du går ovenpå, bør du krydse gården og gå med Jacob ind i slummen: Her kan du kan tage et billede af dig selv og sende hjem som avisforside.

The Making of an American

Udstillingen på 1. sal fortæller om Jacob A. Riis personlige liv. Det er her du kan få historien om hans dybe, romantiske kærlighed til Elisabeth fra Ribes overklasse, som han mod alle odds endte med at få til sidst.

Det er også her hans barndom i Ribe og utrolig barske liv de første år i USA er beskrevet. Hør hvordan han til sidst finder han fodfæste og ender som både ven af den danske kongefamilie og af den amerikanske præsident Roosevelt.

Du kan bladre digitalt i Jacobs dagbøger

Fortællingen om hunden, der reddede Jacob A. Riis fra selvmord, kan ses som tegnefilm

Udstillingens sidste rum rummer masser af eksempler på, hvordan Jacob A. Riis berømmelse viste sig og stadig viser sig.

Fotografen og børnene

Jacob A. Riis fotograferede mange af slummens børn og billederne af dem har fået deres eget rum på 1. sal.