Jacob. A. Riis var en af de mest indflydelsesrige journalister og sociale reformatorer i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Han dokumenterede og hjalp med at forbedre levevilkårene for millioner af fattige immigranter i New York.
Nu har Sydvestjyske Museer skabt et spændende museum i Riis’ fødeby – i selve det hus, hvor han voksede op – som hylder Riis’ liv og arven efter ham og samtidig udforsker de temaer, som han blev berømt for at skrive om og fotografere – immigration, fattigdom, uddannelse og sociale reformer. Disse emner er stadig lige relevante i vore dage, hvis ikke mere. I medierne, i politik og i den akademiske verden er de nogle af vor tids brandaktuelle emner.
Jacob August Riis (1849-1914) virkede som journalist og reformator i New York i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Han gjorde utrætteligt opmærksom på krisen med hensyn til fattigdom, boligforhold og uddannelse på højden af den europæiske indvandring, hvor Lower East Side blev det tættest befolkede område i verden. Gennem sit arbejde som kriminalreporter på de lokale aviser fik han et dybt og intimt kendskab til Manhattans slumkvarterer, hvor italienere, tjekker, tyskere, irere, kinesere og andre etniske grupper var stuvet sammen side om side. Hans innovative brug af blitzfotografi til at dokumentere og portrættere de elendige levevilkår, de hjemløse børn og de snavsede gyder i New Yorks fattige boligkvarterer var revolutionerende og afslørede de forfærdelige forhold for en hidtil blind offentlighed. Hans innovative brug af laterna magica-billeder i forbindelse med sine foredrag kombineret med hans sans for historiefortælling og hans energiske arbejdsetik vakte opmærksomhed hos hans middelklassepublikum og satte gang i både langvarige sociale reformer og dokumentarisk, undersøgende fotojournalistik.
Efter succesen med sin første bog, ”How the Other Half Lives” (1890), blev Riis en fremtrædende taler og et forbillede for både den sociale aktivist og den undersøgende journalist. Blandt hans andre bøger blev ”The Making of an American” også berømt; denne gang handlede det om hans egen utrolige historie, fra han forlod Danmark og kom til Amerika fattig og hjemløs, til han skabte sig en karriere og endelig brød igennem, giftede sig med sit livs kærlighed og fik succes med berømmelse og status.
Han døde i Barre, Massachusetts, i 1914 og blev af mange anerkendt som sin tids helt.