Den mest varige arv efter ham er hans skrevne beretninger, fotografier og analyser af de forhold, som de fleste indbyggere i New York levede under i slutningen af det 19. århundrede. Han har æren af at grundlægge den undersøgende journalistik.
Men han hjalp også i høj grad med at forbedre livet for millioner af fattige immigranter gennem sin og andres arbejde for sociale reformer.
”Under stærk indflydelse af socialcentrenes pionerer i New York samarbejdede Riis med King’s Daughters, en organisation af kvinder fra den episkopale kirke, om etableringen af King’s Daughters Settlement House i 1890. Centeret lå oprindelig på Henry Street 48 i Lower East Side og tilbød undervisning i syning, mødreklubber, sundhedspleje, sommerlejre og en sparekasse. I 1901 blev organisationen omdøbt til Jacob A. Riis Neighborhood Settlement House (Riis Settlement) til ære for dens grundlægger og udvidede sine aktiviteter til at omfatte atletik, indfødsretskurser og drama.
I dag, over 100 år senere, er temaerne omkring immigration, fattigdom, uddannelse og lighed stadig lige relevante. Vi mener, at det er vigtigt at beskæftige sig med disse emner for at indbyde til eftertanke og diskussion.