Jacob A. Riis fik kæmpede for sin sag i mange arenaer og tog mange forskellige medier i brug. Han var journalist, fotograf, forfatter og foredragsholder og endte som betydningsfuld socialreformator.
Efter at have haft en lang række elendige jobs og levet fra hånden og i munden i tre hårde år, hvor han ofte sov på gaden eller i en celle hos politiet, fik Jacob A. Riis endelig arbejde som journalist på en lokal avis i 1873. Han fandt sit kald som kriminalreporter for New York Tribune og Evening Sun, en rolle, som han udfyldte i 23 år. I denne rolle opnåede han et dybt og intimt kendskab til livet i New Yorks værste boligkvarterer, hvor blok efter blok husede millioner af fattige, hårdtarbejdende immigranter. En hel familie eller et dusin mænd og kvinder kunne være stuvet sammen i et rum på kun 3-3,5 meter på hver led, hvor de betalte ”5 cent for en plet” – en plet på gulvet til at sove på.
Riis’ speciale var at udstille kriminalitet, død, børnearbejde, hjemløshed, forfærdelige leve- og arbejdsvilkår og uretfærdighed i New Yorks slumkvarterer. Han kombinerede dette med sin stærke protestantiske tro på moralske egenskaber og arbejdsetik, hvilket førte til hans eget syn på, hvad der skulle gøres for at bekæmpe fattigdommen, når den rige overklasse og politikerne var ligeglade. Senere fik Riis et nært arbejdsfællesskab og venskab med Theodore Roosevelt, som på det tidspunkt var leder af politiet, og de gik sammen ind i slumkvartererne om natten for at undersøge forholdene. Mange af Riis’ idéer om de nødvendige reformer for at forbedre levevilkårene gjorde indtryk på den kommende præsident og blev overtaget og senere ført ud i livet af ham.
I dag er Riis’ fotografier den mest berømte del af hans arbejde, og de er permanent udstillet i Museum of the City of New York og blev vist på en ny udstilling, der blev arrangeret i samarbejde med Library of Congress (14. april – 5. september 2016). Men Riis selv gav aldrig udtryk for nogen begejstring for fotokunsten og gik endda så vidt som til at sige: ”Jeg er slet ikke nogen god fotograf”. Han brugte snarere fotografiet som middel til at nå et mål: at fortælle en historie og i den sidste ende at få folk til at handle. Dette blev bekræftet af, at da han senere flyttede ud på en gård i Massachusetts, blev mange af hans originale negativer og lysbilleder – over 700 i alt – liggende i en kasse på loftet i hans gamle hus i Richmond Hill. Hans værker er i dag bevaret i fem samlinger: Museum of the City of New York, New York Historical Society, New York Public Library, Library of Congress og Sydvestjyske Museer.
Efter en række undersøgende artikler om New Yorks slumkvarterer i periodens tidsskrifter, ledsaget af fotografier, udgav Riis sin epokegørende bog ”How the Other Half Lives” i 1890. Den blev en bestseller og fik stor opmærksomhed og anerkendelse. Senere skrev han over et dusin bøger, deriblandt ”Children of the Poor”, som fokuserede på det særlig gribende emne hjemløse børn.
Riis fortalte sin egen utrolige livshistorie i ”The Making of an American” (1901), hans anden nationale bestseller. Den fortalte historien om den fattige og hjemløse indvandrer fra Danmark, om kærlighedshistorien med hans hustru, om livet som hårdtarbejdende journalist, der forsøgte at skabe sig et navn og gøre en forskel, og om, hvordan han blev kendt og respekteret og en nær ven af USA’s præsident. Dette er endnu i dag en tidløs historie om at blive amerikaner.
Succesen med hans første bog og hans nyvundne sociale status blev starten på en karriere som social reformator. Han havde lært at mestre en ny form for multimediepræsentation med brug af en såkaldt laterna magica, et apparat, som kastede fotografier på glas op på en skærm. Riis blev efterspurgt og rejste vidt og bredt og holdt øjenåbnende foredrag over hele USA. Han var fast besluttet på at fortælle middelklasseamerikanerne om de forfærdelige forhold, som de fattige levede under i storbyerne. Ved at argumentere for, at det er omgivelserne, der skaber personen, og at enhver kan blive en god borger, hvis han får chancen, ønskede Riis at gennemtvinge reformer af New Yorks politidrevne fattighuse, boligpolitikken, børnearbejdet og den offentlige service.
Og Riis nøjedes ikke med at skrive om det, han forsøgte aktivt at få ting til at ske lokalt og arbejdede for at få anlagt nye parker og legepladser og bygget nye huse til fattige beboere. Mange af hans forsøg lykkedes. For eksempel blev Mulberry Bend-bebyggelsen revet ned ”efter 10 års vrede protester og arbejde for en forbedring af sundheden” i 1895 og en grøn park anlagt, som nu er kendt som Columbus Park.
